Genforeningsstenen

2014-03-07

En kæmpe sten, vægt ca. 25 ton og omkreds 9,4 m. Stenen kendte egnens folk tilbage i 1529, fortæller historien. Den lå ved siden af en offerplads i Billeslund skov nord for Gram Slot, derfor kaldtes den offerstenen, på oversiden var hugget et kors. En vandreblok fra istiden, de omkring liggende fund viser, at vores forfædre har færdes ved offerstenen tilbage for ca. 5000 år siden.

Forpagter Jens Høyer Billeslund, foreslog Greven at give den som folkets genforeningssten og pla-cere den over for slottet. Bygmester Alfred Spandet fik opgaven, og med 15 mand og træstammer fik de den halvvejs rullet op på en stor lastvogn, der omgående brød sammen, det gik bedre med en blokvogn fra Ribe Jernstøberi, og stenen blev nu kørt på skinner den knap en km. vej til pladsen foran slottet. På billedet ses stenen på blokvognen, personernes navne har vi desværre ikke.

Genforeningsstenen ligger nu på fire støtter som en oltidsdysse, den kraftige jernkæde omkring højen bæres af gamle grænsesten. Indskriften på stenen, ”altid der dages dog på ny, hvor hjerterne morgen vente. Den 15. juni 1920”. Stenen blev afsløret den 29. okt. 1921 af H.P. Hansen.

 

Del på Facebook
Kiva Grafisk