Graverboligen ved Gram Kirke

2013-12-29

Vi har så igen et billede af Gram Kirke, men med fokus på den gamle graverbolig. I 1868 begynder man at forhandle om opførelse af en graverbolig til Kirken, herom skriver degn Ohrt blandt andet.

Mange menighedsmedlemmer har fremsat ønske om at få opført et hus i nærheden af kirken. Her kunne folk tage ind med de spæde børn for der at opholde sig, indtil dåbshandlingen kunne foretages, da andagten ofte forstyrres af de smås skrig og gråd, og skulle nogen blive syge, kunne der dog her ydes en drik vand. Ligeledes kunne graveren få bolig her og lettere kunne holde opsyn med kirken og kirkegården. Derfor blev der rettet henvendelse til inspektør Raunsø og bedt ham om muligt at formå det højgrevelige herskab om at opføre et hus. Kirken hørte jo under grevskabet på Gram slot og gods.

I det lille 63 kvadratmeter hus boede i mange år, som den sidste familie, graverparret Anna og Hans Damm med deres 5 børn, i dag har kirkegårdslederen kontor her.

Del på Facebook
Kiva Grafisk