Nytårsaften blinkede lyset.

2014-01-23

Billedet viser den gamle vandmølle i Gram, opført 1832 lige overfor Slottet. Udover at godset fik malet korn, blev møllen også flittigt brugt af omegnens bønder, der passende kunne gå ind på en af kroerne, medens kornet blev malet. Billedet er sandsynligvis fra omkring 1870. Kun den midterste bygning står tilbage i dag. Fra 1907 startede man efter en større ombygning produktion af strøm til hele byen. I 1922 blev vandhjulet erstattet af 2 stk. turbiner. Senere blev der også udvidet med 2 stk. dieselmotorer. Ved den lejlighed fik også efterhånden Vester Lindet, Brændstrup og Kastrup strøm fra Gram.

Det var jævnstrøm og kunne svinge i styrke, især ved aftenstide når folk kom hjem fra arbejde, og der blev brugt strøm i alle de små hjem. Nytårsnat Kl. 24 blinkede værket med lyset for at ønske et godt nytår. I 1962 var det slut, da gik man over til vekselstrøm leveret af Midtsønderjyllands Elforsyning MSE.

Del på Facebook
Kiva Grafisk