Historien Anne Sophie Schack

Fortalt af Martin Abrahamsson

 

Anne Sophie Schack f. Rantzau (1689 - 1760). Efter giftermål i 1711 med Hans Schack den II (1676 - 1719) og efter dennes død, sad hun som enke og bestyrer på Gram gods i 41 år! Hun omtales derfor også som "enkegrevinden". Da ingen arvinger på dette tidspunkt endnu var myndige fungerede hun som administrator for Schackenborg og Gram. Hun satsede på kvægdrift, kornavl og mølleri og udvidede besiddelserne til også at omfatte Giesegård, Spanager og Ottestrup på Sjælland, samt Nybøl i Sønderjylland.

Under hende skilles Schackenborg og de øvrige godser, idet Schackenborg arves af det ældste barnebarn, Hans Schack, medens Gram og Nybøl. Giesegård, Spanager og Ottestrup arves af det næstældste barnebarn, Frederik Christian Schack (1736 - 1790).
 
Bønderne kaldte hende for "den onde grevinde" fordi hun hele tiden forlangte mere og mere hoveri af dem.
Af nogle kaldtes hun for den "den gale grevinde". Det tilnavn kom af hendes iltre temperament, som ofte gav sig udtryk i lussinger eller skæld ud på tysk! Ordet "gal" i denne forbindelse stammer mest sandsynligt fra sønderjysk, hvor det har betydningen, opfarende, hidsig, temperamentsfuld.

Og her kommer så den anden del, nemlig de mere eventyrlige beretninger:
Den gale grevinde
Om Anna Sophie Schack går der mange historier. Som tilnavnet lyder, kunne man tro, at hun var gal i betydningen tosset. Det var hun aldeles ikke! Havde hun været tosset, ville hun ikke have kunnet styre godset med hård hånd i mere end 40 år.
Gal skal her forstås i betydningen: hidsig, temperamentsfuld. Og hidsig var hun. Den dag i dag fortælles der om en blodplet, som man ikke kan vaske bort, og som skal befinde sig på gulvet i et værelse på slottet.

En dag da grevinden ventede et jagtselskab, skulle kammerpigen, som sædvanligt, sætte grevindens hår og klæde hende fint på. Kammerpigen, siger man, var en smuk pige med et pragtfuldt fyldigt hår. Lige det modsatte af hvad grevindens hår var...

Måske var grevinden misundelig på kammerpigens flotte hårpragt eller muligvis havde kammerpigen en dårlig dag. I hvert fald gik friseringen, efter grevindens opfattelse, for langsomt, hvorfor hun blev rasende på kammerpigen.

Hun langede derfor ud efter kammerpigen og traf hende så uheldigt, at pigen mistede sit fodfæste og styrtede over i en jernovn og slog hovedet skrækkeligt. Så slemt, at hun døde af det. Grevinden derimod så hånligt på den døende kammerpige, drejede om på hælen og forlod værelset uden at sige noget til nogen.

Et par timer senere vendte hun tilbage og spurgte efter kammerpigen. Ingen havde set hende, men efter at have søgt efter hende et stykke tid, fandt man hende liggende død i grevindens påklædningsværelse. Den gale grevinde nægtede ethvert kendskab til, hvordan det var gået til, at pigen var død, og grevinden mente, at der var tale om et ulykkestilfælde.

Blodet fra det åbne sår i kammerpigens hoved havde bredt sig på gulvet og havde dannet en pøl. Da man senere forsøgte at vaske pletten bort, viste det sig, at det var umuligt at fjerne den, ligegyldigt hvad man end gjorde.

Det siges at pletten endnu findes og at den stadig ikke lader sig vaske bort.

En anden version af historien går ud på at grevinden en søndag skulle i kirke og at samme kammerpige skulle frisere grevindens hår. Det gik alt for sendrægtigt for grevinden. Hun blev aldeles rasende på pigen og forlangte at det skulle gå meget stærkere.

Den stakkels pige begyndte skrækslagent at fumle med grevindens hår. Men nu blev det for meget for den gale grevinde. Som straf forlangte hun kammerpigen bundet til en ovn, der stod i værelset og en karl, der havde som arbejde at fyre i slottets brændeovne, fik ordre på at "fyre dygtigt i ". Så lod grevinden sig køre i kirke og så kunne kammerpigen stå dér og svede dovenskaben ud af kroppen.
 

Således blev det, lige meget hvor meget kammerpigen skreg og jamrede. Og karlen, som var skrækslagen for, hvad der ville ske med ham, hvis han ikke fyrede i ovnen, gjorde som grevinden havde forlangt.

Det gik hverken værre eller bedre, end at kammerpigen brændte til døde.  Hun var ganske forkullet, som hun hang dér bundet til ovnen. Hendes læber var tørret ind, så man kunne se hendes tænder. Og da grevinden flere timer efter kom tilbage fra kirken, så hun pigen hænge "grinende" op ad ovnen. Det gjorde igen grevinden aldeles rasende! "Was, lachst du noch!!", råbte hun og langede den døde kammerpige en lussing, - så hun faldt sammen til en bunke støv.
 
Historierne om enkegrevinden er talrige og én af dem fortæller at amtmanden fra Ribe, som i 1720 havde lånt 50.000 rigsdaler af Anna Sophie Schack, vist nok var kommet tættere på end som så.

Grevinden, sagde man, var blevet frugtsommelig, hvilket aldeles ikke passede hende. Da det ikke lykkedes at fordrive fosteret, gik grevinden tiden ud og ombragte, ved to stuepigers hjælp, straks efter fødslen barnet, ved at drukne det i voldgraven. De to stuepiger forsvandt derefter også på mystisk vis.

Nu synes det, at være gået for vidt med den gale grevinde. For kort erfter ankom Fanden selv til slottet og krævede hendes sjæl. Grevinden nåede at forskanse sig i slottet og sende bud efter en præst fra Aabenraa, som vidste at tage sig af Fanden og hans lige. Der gik lang tid før præsten kom og imens fór Fanden omkring og "giorde specktackel og luctede ilde"!

Da præsten endelig dukkede op, begyndte han at forhandle med djævelen. De anbragte sig ved et bord og tovtrækkeriet begyndte. Fanden mente, at det nu var på høje tid, at grevinden blev fjernet fra Jordens overflade. Præsten derimod mente, at det godt kunne vente, indtil de to vokslys, der stod på bordet i mellem dem, var brændt ned.
Den tyggede Fanden godt nok lidt på. Med lidt held kunne det jo ikke vare længe, tænkte han. Og - hvem véd? Måske kunne han, som den helvedes karl han var, hjælpe lidt på vej. Så det var da i orden, mente han.

Præsten, der jo godt kendte Fanden og hans slags, forlangte at der blev opstillet en kontrakt over deres aftale, for ellers kunne det jo være at Fanden blot sad med krydsede fingre, når et løfte blev aflagt. Det gik mørkets fyrste ind på. Og just som kontrakten var underskrevet pustede præsten lysene og skyndte sig at gemme dem bort.

Fanden blev ude af sig selv af raseri over bedraget. Men en kontrakt er en kontrakt, uanset om man hører hjemme i en præstegård eller i helvedes gloende haller, så Fanden måtte stå ved sit ord og forlade Gram med uforrettet sag.

Lysene blev af grevinden behandlet som kostbarheder. Ingen måtte nærme sig dem, og da slet ikke med en tændstik i hånden. Derfor blev lysene pakket ind i en voksdug og muret inde i en mur i Gram Kirke.
 
Nu skulle de da være vel forvarede, mente grevinden. Men det er muligt at Fanden appellerede sin sag for den højeste ret og fik medhold. Et stykke tid efter slog lynet nemlig ned i kirken og antændte en brand. Sådant sker kun med Guds vilje.

Grevinden blev vækket og en kammerpige fortalte hende om lynnedslaget. Nu kan det nok være "at fanden tog ved hende", og denne gang skulle hun ikke have sat noget hår, inden hun skulle i kirke. Hun skyndte sig af sted. Da hun selv havde stået for påklædningen ankom hun til kirken iført natkjole, udslået hår og med en sko på den ene fod og en tøffel på den anden. Men da var det for sent! Lysene var brændt - sammen med kirken. Og dér stod fanden i egen høje person og krævede hendes sjæl!

Grevinden måtte lade livet, og Fanden forsvandt med sit bytte.
Grevindens afsjælede legeme blev lagt i en kiste og historien melder, at hun skulle føres til Giesegård på Sjælland, netop ét af de godser hun havde inddraget, da amtmanden fra Ribe ikke kunne betale de 50.000 rigsdaler, han havde lånt af hende.
 
Da nu skibet, der skulle føre kisten over Store Bælt, kom ud midt i farvandet, blev det et frygteligt uvejr. Skibet tog vand ind og truede med at gå under. Mandskabet begyndte da at kaste unødvendigt gods overbord. Lige meget hjalp det! Til sidst var der kun kisten med grevinden tilbage. Stormen rasede videre med uformindsket kraft og masterne var lige ved at knække.

Først da søfolkene skilte sig af med den gale grevindes kiste, blev søen helt blank og mandskabet kom frelste i havn.
(Dette er en allegori over temaet fra bibelens historie om Jonas i Hvalens bug. Om ham berettes at han af Gud var udset til at være profet, men Jonas forsøgte at flygte fra sin bestilling som Guds profet ved at gå ombord i et skib og sejle væk. Men ingen undslipper Guds vilje og han lod derfor et uvejr af dommedagsagtige dimensioner piske havet og det lod sig først bringe til ro, ved at søfolkene forsøgte at stille det oprørte hav ved at ofre – lige præcis Jonas til havet. De smed ham over bord, hvorefter havet blev blik stille. Jonas blev opslugt af en stor hvalfisk, som 3 dage senere spyede ham ud på kysten ved Nineve, netop der hvor Gud ønskede at Jonas skulle være profet…)

Tager man derfor til Giesegård i dag for at se til grevinden, finder man kun et portræt af hende. Hendes legeme derimod, finder man i krypten under alteret i Møgeltønder Kirke. Hér hviler hun nemlig i en stensarkofag side om side med sin mand Hans Schack den II. Og dét er ganske vist!

Del på Facebook
Kiva Grafisk